Kvaliteten af dine billeder kan have stor indflydelse på, hvor effektivt dit opslag er. Opslag med billeder af højere kvalitet skiller sig normalt ud i søgeresultaterne og får flere bookinger.

Vores undersøgelse viste, at billeder er blandt de tre ting, gæster kigger mest på, når de leder efter et sted at bo. Baseret på en undersøgelse fra 2016 af mere end 100.000 Airbnb-opslag, fik dem med professionelle billeder 28 % flere bookinger, og de kunne kræve 26 % mere pr. nat og øge den samlede indtjening med 40 %.

Heldigvis har du ikke brug for dyrt kameraudstyr, flere års erfaring eller masser af tid for at tage dine egne professionelle billeder. Du skal blot bruge en smartphone, en time eller to samt vores foto- og redigeringstips nedenfor.

Vi arbejder også på at finde andre løsninger, der kan hjælpe dig. Vi lancerer snart et nyt værktøj, som kan markere billeder i dine opslag, der kan påvirke deres resultater negativt. Du kan derefter bytte dem ud med billeder af høj kvalitet, som du selv tager.

Det er derfor, vi gerne vil hjælpe dig med at tage gode billeder af din bolig. Du er garanteret gode billeder, hvis du følger disse seks tips.

1. Tag billederne på det rigtige tidspunkt

God belysning er forskellen på et rum, der ser mørkt og trist ud i forhold til et, der ser varmt og indbydende ud. Tag kun billeder i løbet af dagen, når der er masser af naturligt lys. Juster dine gardiner eller persienner, så du lukker solen ind. Tænd for lamperne for at oplyse mørke hjørner, hvis det er nødvendigt. Undgå at bruge blitz, da det kan give dine billeder en for hård belysning.

Huskeregel til professionel fotografering: tryk på forskellige steder i rummet på din skærm med din pegefinger for at finde den ideelle lysindstilling. Klik forskellige steder i rummet for at fange det helt rigtige lys.

2. Optimer din iPhone

Her er tre hurtige måder, hvormed du får det meste ud af en Apple iPhone:

  • Slå Net til: du finder dette i Indstillinger, under Kamera.
  • Slå blitzen  fra: åbn din kameraapp. Tryk på lynikonet i øverste venstre hjørne, og vælg “Fra”.
  • Sørg for, at dit kamera er indstillet til “foto”: din iPhone giver dig også mulighederne video, slo-mo og andre slags billeder. Indstillingen “foto” er dog bedst til dine opslagsbilleder. Slå indstillingen til i din kameraapp i indstillingsmenuen nederst på skærmen. Sæt “foto” i midten. Indstillingen markeres med gult, når den er slået til.

Huskeregel til professionel fotografering: det er bestemt ikke nødvendigt at have et Apple-produkt for at tage gode billeder – Android eller andre smartphones virker også helt fint. Men da de fleste Airbnb-værter fortæller os, at de bruger en iPhone, ville vi gerne påpege disse funktioner.

3. Find en god placering

Det er vigtigt at finde det rette sted og den rette vinkel, når du skal fotografere din bolig. Husk disse tre tips:

Gør følgende… Hold din telefon lige og vandret.

Undgå følgende… Løft ikke telefonen over hovedet for at få et bedre overblik. Hold ikke telefonen skævt.

Gør følgende… Sæt dig på hug eller knæ, hvis nødvendigt, så de vigtige møbler i rummet er i midten og lodrette. I soveværelser skal der fokuseres på sengen og i stuer måske sofaen.

Huskeregel til professionel fotografering: brug indstillingen Net , hvis du bruger en iPhone, så dine billeder bliver lige. Sørg for, at nettet er på linje med en væg eller et møbel såsom et natbord.

4. Tag nok billeder

Dit opslag bør fortælle en komplet historie: hvad kan potentielle gæster forvente af din plads? Når der er et passende antal billeder af din bolig i opslaget, ved gæster, hvad de kan  forvente, og det kan tiltrække de rigtige gæster til din plads. Airbnbs fotograferingsteam anbefaler, at du viser tre til fem billeder af hvert rum, som gæster kan få adgang til i dit opslag.

Huskeregel til professionel fotografering: tag billeder fra forskellige hjørner i hvert rum, så du skaber et fuldstændigt billede.

 

5. Husk detaljerne

Gæsterne elsker at se, hvilke detaljer der gør din bolig unik: collagen af feriebilleder, der hænger i gangen, eller stakken af antikke quilter i soveværelset. Hvis du inkluderer billeder af disse detaljer, skiller dit opslag sig mere ud fra mængden.

Huskeregel til professionel fotografering: hold din telefon tæt på detaljen, som du vil vise frem. Tryk på emnet på skærmen, hvorefter telefonkameraet bringer det i fokus, hvilket normalt slører baggrunden, så emnet fremhæves.

6. Gør billederne bedre med redigeringsværktøjer

Hvis lyset på nogle af dine billeder ikke er helt rigtigt, kan du tage det helt roligt. Redigeringsværktøjerne, der findes i de fleste digitalkameraer, kan forbedre dine billeder.

For at redigere et billede på din iPhone, skal du vælge et billede i dit fotobibliotek, og klik derefter på Rediger i øverste højre hjørne. (Bemærk, at hvis du redigerer et billede direkte i din  kameraapp , vises knappen Rediger nederst på skærmen.)

Du kan forbedre næsten alle billeder ved at justere lysstyrken, kontrasten og farvemætningen.

Lysstyrke: De fleste kameraer justerer lysstyrken automatisk, så ret kameraet mod et sted i rummet med medium lysstyrke, dvs. ikke mod det lyseste vindue eller det mørkeste hjørne. Indendørsbilleder bliver dog ofte bedre med efterredigering, hvor de lysnes lidt.

For at justere lysstyrken på dit iPhone-kamera, skal du åbne redigeringsfunktionerne i et billede og vælge det lille urikon nederst på skærmen. Klik på nedpilen for at åbne menuen Lys , og vælg derefter Lysstyrke, og indstil billedets lysstyrke med skyderen. Husk, at billederne stadig skal være virkelighedstro, så juster lysstyrken nok til at forbedre billederne, samtidig med at din bolig repræsenteres nøjagtigt.

Du kan også prøve dig frem med andre justeringer og se, hvilke du bedst kan lide. Husk blot ikke at overdrive. Dine billeder skal være indbydende og fyldt med lys, men de skal også se naturlige ud.

Kontrast: Kontrasten er forskellen mellem lys og mørke på dit billede. For lidt kontrast får billedet til at virke fladt og se falmet ud. For meget kontrast kan gøre det svært at se billedet, hvis de mørke områder er for mørke, og de lyse områder for lyse. Hvis kontrasten forøges en smule, gør det billedet skarpere.

På din iPhone kan du finde indstillingen  Kontrast, der også er i menuen Lys. Forøg kontrasten nok til at gøre de lyseste område lidt lysere, hvilket giver billeder mere dybde.

Farvemætning: Dette refererer til farveintensiteten på dit billede. Når farvemætningen forøges, bliver farverne på billedet mere fyldige, men det er også nemt at overdrive det.

For at justere farverne på billedet skal du åbne menuen Farve lige under menuen Lys, og vælge Farvemætning, som åbner justeringsskyderen nederst på skærmen.